Her følger livsfortællingen om Anna Dorthea Vilhelmine Hjort Barfod, født Østergaard:
Hun er født den 15. juni 1870 i Nykøbing F. og døbt her den 21. august, som datter af købmand Carl Christian Sofus Østergaard og hustru Sofie Dorthea Hjort. De er viet i Systofte kirke den 30. oktober 1864. De havde den 27. januar 1867 allerede fået tvillingerne Vilhelm Peter og Christence Charlotte, der hjemmedøbes den 15. maj, men Vilhelm dør 10 dage senere, og den 18. februar 1868 dør Christence.
Moderen dør den 16. januar 1871 af Pneumonia (lungebetændelse) og bliver begravet på Nykøbing Falster kirkegård 20. januar.
Den 19. juli 1873 indgår faderen ægteskab i Vor Frelser kirke i København med jomfru Elisa Marie Cathrine Lønborg, født i Nykøbing F. den 22. maj 1830. Hendes forældre er urmager Diderik Bech Lønborg og hustru Frederikke Pouline Priergaard.
Den 21. september 1876 får de sønnen Gustav Adolph Lønborg Østergaard, som døbes i kirken 26. september. Han dør dog allerede 5. marts 1877 af atrofia (afmagring) og begraves den 8. marts.
Ved folketællingen 1880 bor Vilhelmine hos faderen og hans nye kone på adressen Langgade 7, 1.sal i Nykøbing F.
Faderen dør af strubetæring (TB eller kræft) den 18. juni 1881 og begraves på Nykøbing Falster kirkegård den 23. juni.
Det er uvist, hvor Vilhelmine herefter opholder sig, men vi finder hende blandt konfirmanderne i Våbensted den 12. april 1885, hvor provst Immanuel Barfod sidder i embedet. Det hænger ganske givet sammen med, at han er fætter til hendes stedmors mor.
Næste spor af hende er i kirkebogen for Sankt Mortens kirke i Randers, hvor hun den 5. juni 1894 bliver gift med Benjamin Immanuel Thomsen Barfod, sognepræsten i Glenstrup. Han er hendes stedmors grandfætter.
Den 17. marts 1898 får Vilhelmine i Glenstrup præstegård en dødfødt søn. Faderen forretter selv begravelsen 2 dage senere. Imidlertid dør Vilhelmine den 24. marts, og i kirkebogen er dødsårsagen anført som ”Pludselig Død i Barselseng”. Hun bliver begravet den 30. marts.
Kilder: Kirkebøger og folketællinger via www.sa.dk
I næste blad omtales hendes mand, sognepræst Benjamin I.T.Barfod.
Stor tak for sparring til Otto H. Jakobsen og for omhyggelig og tidskrævende søgen.
                                                                                                             /Anni Engedal